Aktuelt
Michael Madsen ansat til beregning af styretavler på hovedkontoret i Holsted
Pro-Automatic har ansat Michael Madsen til at stå i spidsen for beregning af styretavler
Michael har 21 års erfaring med design, bygning og test indenfor tavlebranchen. De sidste 15 år har han arbejdet som beregner, og har specialiseret sig i beregning af komplekse styreanlæg.
”Jeg har været i en fase, hvor jeg kunne tænke mig forandring i mit arbejdsliv”, siger Michael og fortsætter: ”Jeg har kendt Pro-Automatic længe, og alle i mit netværk har rost stedet. Arbejdsmiljøet er supergodt, og jeg er glad for at være her.” siger Michael Madsen.
Pro-Automatic oplever en stærkt stigende efterspørgsel på automatisering, lige fra mindre installationer og arbejdsprocesser til store komplekse power-to-x anlæg. Kravet om bæredygtighed og grøn omstilling giver en øget efterspørgsel i et segment, der kun vokser.
Om det siger salgschef Peder Pedersen:
”Vi ønsker at efterkomme efterspørgslen på styring og automatisering. Vi er glade for at få en beregner med på holdet, der har kompetencer indenfor design af styretavler og Michael får her en nøglerolle – han er den helt rigtige til at løfte denne del af forretningen. Michael er en stærk profil, med en mangeårig erfaring indenfor bl.a. styreanlæg”.
Vi er glade for at have Michael med på holdet, og byder ham velkommen.