Marisa, ny Planner i Pro-Automatic

Hurtigere responstid på serviceopgaver med Marisa Schwartz   

For at forbedre vores responstid på serviceopgaver har Pro-Automatic forstærket service-teamet med Marisa Schwartz. Nu tæller vores serviceteam mere end 15 medarbejdere.

”Marisa kommer med masser af erfaring i planlægning af serviceopgaver. Vi kan allerede se at hendes overblik og skarpe planlægning styrker vores serviceforretning,” fortæller Mathias K. Wortmann, Serviceleder i Pro-Automatic.

Marisa kommer med mere end 25 års erfaring som planlægger fra forskellige tekniske miljøer. Hun har set frem til nye udfordringer i Pro-Automatics afdeling i Holsted, hvor hun også er bosat. Marisa skal supportere hele vores serviceforretning inklusiv vores afdelinger i Albertslund, Nørresundby og Sønderborg.    

”Jeg tager dialogen med kunden, når en serviceopgave tikker ind, forventningsafstemmer og afklarer, om behovet er akut. Efter afklaringen med kunden kan jeg koordinere og booke vores ressourcer mere optimalt,” fortæller Marisa, som har titlen Planner hos os.  

De små opgaver som reservedele og løsdele kan Marisa hurtigt betjene. Samtidigt så har Marisa fokus på at optimere serviceteknikernes tid, så de har mest mulig tid ved kunderne og mindst mulig køretid.

Høj aktivitet i serviceforretningen  

Over en årrække har vi udvidet serviceteamet på grund af mange forespørgsler og vores 24/7 vagtordning. At vi nu har koblet Marisa til teknikerne, betyder et langt bedre flow i håndteringen af vores serviceopgaver fremadrettet.  

Teknikerne kan nu fordybe sig i de tekniske projekter og overlade al planlægning til Marisa, som er hendes spidskompetence.  

”Vi har i lang tid været overvældet af mange forespørgsler på service, så vores responstid har i perioder ikke været tilstrækkelig. Det laver vi om på nu, hvor Marisa er blevet ansat. Hun får overblikket over serviceopgaverne og kan optimere det med meget hurtigere responstid, og vi servicerer kunderne bedre,” fortæller Mathias. 

Kort nedetid hos kunden er vores succeskrav

Vi har et stærkt fagligt serviceteam bestående af servicekoordinatorer, klargøringsmontører og serviceteknikere. Servicekoordinatorerne og klargøringsmontørerne er specialisterne, som planlægger og forbereder serviceprojekterne meget grundigt. 

Klargøringsmontørerne monterer elkomponenterne i et tavlekabinet - en 1:1 mockup på vores eget værksted. Så demonterer de og pakker alle elkomponenterne til serviceteknikerne. På den måde sikrer vi, at elkomponenterne kan monteres effektivt i kundens eksisterende eltavle. 

”Det flow og samarbejde vi har mellem servicekoordinatorerne, klargøringsmontørerne og serviceteknikerne, er vores kvalitetssikring. Det er afgørende for en kort nedetid hos kunden, fordi serviceteknikerne får en velforberedt ’plug and play’ opgave, de skal udføre effektivt,” slutter Mathias.      

Pro Automatic Service

Pro Automatic Service

Mathias Wortmann, Serviceleder i Pro-Automatic