Aktuelt
Nikolaj Grosens rejse i Pro-Automatic - Fra ufaglært til faglært automatiktekniker
Nikolaj Grosens rejse i Pro-Automatic er en fortælling om vilje og vedholdenhed. I 2017 trådte Nikolaj ind i Pro-Automatics eltavleproduktion som ufaglært. I 2020 går han skridtet videre og startede i lære som automatiktekniker. Under sin læretid blev han desværre ramt af alvorlig sygdom, der betød meget fravær. Med ukuelig kampgejst og opbakning fra kolleger og ledere får han kæmpet sig tilbage på banen.
Fredag 30. august 2024 fejrede vi med stolthed den 34-årige Nikolaj, som står med sit svendebrev som automatiktekniker i hånden.
”Det har krævet blod, sved og tårer, og du kan virkelig være stolt af, at stå med svendebrevet i hånden. Jeg har besøgt Syddansk Erhvervsskole og så dit projekt. Det var inspirerende og jeg så stoltheden lyse ud af dine øjne. Du viser et stort engagement og motivation, og jeg er sikker på, at du har fundet den rette hylde. Jeg har også oplevet hvordan du udfordrer os, fordi du er knivskarp,” fortæller Niels Kristensen, Produktionschef i Pro-Automatic i sin tale til Nikolaj.
Elektriker Sven Höltig blev mentor for Nikolaj
En vigtig brik i Nikolajs rejse har været elektriker Sven Höltig, som har været i Pro-Automatic siden 2009, og blev mentor for ham. Sven tog Nikolaj under sine vinger, og sammen byggede de 90 effekttavler til Skejby Sygehus og byggeriet OPP Kalvebod Brygge – projekter der krævede både præcision og samarbejde.
”Nikolaj og jeg var et stærkt team. Jeg oplærte ham gennem sidemandsoplæring, og han var eminent til at huske alt, jeg lærte ham. Han er lynende intelligent, og jeg savner faktisk at arbejde tæt sammen med ham. Senere i hans læretid nævnte jeg for Niels Kristensen, at Nikolaj burde arbejde i vores testafdeling for at blive faglig udfordret, og det råd blev fulgt,” fortæller Sven Höltig.
Gert Thomsen, prøvemester i Pro-Automatics testafdeling, har også haft en central rolle i Nikolajs udvikling. Allerede i de første tre år, da han gik som ufaglært, så Gert hans potentiale. Det var således Gert, der pressede på for at Nikolaj skulle gå i voksenlære som automatiktekniker.
”Jeg er taknemmelig for den støtte, jeg har fået fra kolleger og ledere. I det forløb jeg har haft med sygdom og fravær kunne det godt være endt anderledes. Jeg har været rundt i mange af vores afdelinger, senest her i vores testafdeling. Her bliver jeg fagligt udfordret, og det kan jeg rigtig gode lide,” fortæller Nikolaj Grosen.
Nikolajs fremtid er i Pro-Automatic
Nikolaj har skrevet under på ansættelseskontrakten i Pro-Automatic, og nye eventyr venter forude, hvor han fortsat vil være tilknyttet testafdelingen.
”Jeg er utrolig glad for at Nikolaj har valgt at fortsætte sin rejse hos os i Pro-Automatic. I testteamet har han vist et stort engagement og hans personlighed, kombineret med en konstant søgen efter viden, vil fortsat udvikle ham. Samtidigt er jeg meget stolt over, at vi har kolleger i Pro-Automatic, der fungerer som stærke mentorer for de unge og som skubber dem i den rigtige retning – fra ufaglært til faglært automatiktekniker,” slutter Niels Kristensen.